Jeg modtog disse linjer om Claus fra nogle af hans musikalske venner:

Min kone og jeg mødte Claus i 1990. Vi manglede en guitarist til at opstarte et lille akustisk band. Jeg sang og spillede med min kone, og vi ville prøve at få et par ekstra musikere. Det blev så Claus som den ene og Henrik Kuntz på kontrabas. Jeg selv på akustisk guitar/sang.
Min kone Dorrit var forsanger. Repertoiret skulle hovedsageligt være vores egne sange, blandet med sange fra venner og kolleger. Vi nåede at eksistere i et par år og det var en sjov tid.
Vi spillede mange fine sange og melodier, og fik det til at lyde rigtig flot. Clausen (som vi kaldte ham), spillede de smukkeste soloer på sin spøjse og finurlige facon som ingen andre har hørt siden.
Claus, Dorrit og jeg (Sandy) spillede efterfølgende sammen i en del år og havde stor glæde og fornøjelse af hverandre, samt mange sjove øjeblikke som vi aldrig glemmer.
Der var altid stor spilleglæde imellem os hver gang vi jammede eller deltog i andre musikalske happenings af mange slags. 
Claus gik i 70’erne på musikhøjskole i Vestbirk. Her mødte han en af mine gamle venner Ole Nielsen (“Ole Folkesanger”) fra Herning, der også er min barndomsby. Ole var et musikalsk unikum og var i 1972 en af landets dygtigste spanske guitarister og sangskrivere. Ole havde gået på musikkonservatoriet og var lynende skarp til teorien i guitarens verden. 
Claus og Ole traf hinanden på højskolen og faldt jo straks for hinandens musikalitet.
Han syntes at Claus var en meget speciel og dygtig guitarist!
Claus elskede at stemme guitaren i de mest syrede tonesammensætninger. Det var langt ude, men for fanden, sikke harmonier det gav.
Men Claus havde det ikke helt fra fremmede, idet at hans far Max Reinhard var en rigtig Boheme og kendt som visesanger og lutspiller i 40’erne og 50’ernes københavnske kunstnerkredse. Det var en spændende og meget anderledes tid, som ikke kommer tilbage. Det kunne være sjovt med en “Back to the future” og lige stikke næsen indenfor på “Laurits Betjent” inde ved kanalen og “Café Nick” ved Nickolaj Plads eller bare en tur på Allégade i “Café Oehlenschläger” i 1950 bare eeeen enkelt gang i - hvis du forstår.
Claus var tit med os op job, og et par gange skete det at han ud på de små timer efter et par genstande for meget, faldt i søvn. Nogle af vore venner husker stadig ham guitaristen Claus, der faldt i søvn mens han spillede sgu stadigvæk fejlfrit. Ja, der var noget herligt ejendommeligt ved ham.
Det var synd at han i mange år valgte at bo i en elendig lejlighed uden bad og et trist udseende fælleslokum ude på køkkentrappen.
Det var et sølle liv, men den kære søde mand Claus forblev et barn!

Ære være hans minde

Dorrit og Sandy